nykobingfalster.net

Eva fortæller en historie. En rigtig god historie. Den er på ungarnsk, men det betyder ikke så meget.

Hvis latter virkelig er den bedste medicin, kommer Eva til at leve for evigt..

Det er tæt på jul. Rejsebureaumedarbejderen så op fra sit skrivebord og bemærkede en ældre dame og en ældre mand, der stod ude på gaden og kiggede ind ad rejsebureauets vindue. De stod længe og kiggede på de farvestrålende plakater, der viste de mest spændende destinationer over hele verden.

Rejsebureaumedarbejderen havde haft en god uge, og synet af det modløse par i vinduet gav ham en sjælden lyst til at være generøs. Han gik ud til dem og sagde: "Jeg ved, at I som pensionister aldrig nogensinde ville kunne få råd til sådan en ferie, så jeg sender jer til et fantastisk sted på min regning. Og jeg vil ikke høre nogen indvendinger".

Han tog dem med indenfor, og bad sin sekretær udskrive to flybilletter og en reservation af en suite på et femstjernet hotel. Som man nok kan tænke sig, accepterede de to ældre mennesker med glæde, og de tog afsted.

En måneds tid senere kom den lille dame ind i rejsebureauet. "Nå, havde De en god ferie?", spurgte rejsebureaumedarbejderen ivrigt.

"Flyveturen var spændende og hotelværelset var dejligt", svarede hun. "Jeg kom for at takke Dem. Men der er én ting, der undrer mig. Hvem var ham den gamle mand, jeg skulle dele værelset med?".

Jeg har her for nylig anskaffet mig en af de-hersens nymodens Android mobiltelefoner. Den kan en hel masse med at sørge for at holde mig i kontakt med alle mulige mennesker på alle mulige måder, og sørge for at jeg ikke farer vild og alt muligt.

Men denneher guts latterlige oldsag af en mobiltelefon er allerede lysår forude, når det kommer til augmented reality:

En mand og en kvinde som aldrig havde mødt hinanden før, men som begge var gift med andre mennesker, skulle dele sovekupé i et tog.

De var begge noget flove og utilpasse ved at skulle dele sovekupé med en fremmed, men de var også begge meget trætte og faldt hurtigt i søvn, han i den øverste køje, og hun i den nederste.

Klokken ét om natten bøjede manden sig ud og vækkede forsigtigt kvinden: “Frue, jeg er ked af at ulejlige dig, men vil du være rar at række ind i skabet og tage mig et tæppe mere? Jeg fryser ganske forfærdeligt”.

“Jeg har en bedre idé”, svarede hun, “Bare for i nat – lad os lade som om vi er gift”.

“Wow! Det er en fremragende idé!”, udbrød han.

“Godt”, sagde hun, “så hent selv dit forbandede tæppe!”.

Et kort øjeblik efter slog han en ordentlig prut.

En privatskole i Victoria, British Columbia, Canada, havde for nylig et specielt problem.

De 12-årige piger var netop begyndt at bruge læbestift, og de lagde den på ude på skolens toilet. Det var fint, men efter at de havde lagt deres læbestift på, pressede de deres læber mod spejlet, hvilket efterlod masser af små læbeaftryk. Hver eneste aften skulle skolens pedel fjerne dem, og næste dag puttede pigerne dem tilbage på spejlet.

Til sidst besluttede skolens rektor, at der måtte gøres noget. Hun bad alle pigerne om at komme ud på toilettet, hvor hun stod klar med pedellen. Hun forklarede pigerne, at alle disse læbeaftryk var et stort problem for pedellen, som skulle gøre spejlene rene hver eneste aften.

For at demonstrere hvor svært det var at rengøre spejlene, bad hun pedellen om at vise pigerne hvor stort et arbejde det var. Pedellen tog et håndklæde, dyppede det godt og grundigt ned i den nærmeste toiletkumme, og rengjorde spejlet med det. Siden da har der ikke været nogen læbeaftryk på toiletspejlet.

Der er lærere, og der er UNDERVISERE.