Jeg skal lige love for at en anmeldelse af Mali-bandet Tinariwen i en af hovedstadspamfletterne satte gang i den gamle her.

Min lokale pladepusher supplerede med bandets nyeste udgivelse “Aman Iman: Water Is Life” – og jeg er solgt!

Ørkenblues

Tinariwen spiller Tishoumaren – en slags afrikansk bluesrock – og de synger på tamasheq og fransk. Det lyder vildt (altså det med tamasheq og fransk), og det er det også. Men bandet her kan ikke alene rocke – de kan også roll-e. Øj, hvor det swinger, det rocker, det blues-er, det hypnotiserer! Vi har i årevis talt om Mississippi Blues. Nu er det tid for Sahara Blues.

Tinariwen blev dannet i 1982 af tuaregiske oprørere i flygtningelejre i Algeriet og Libyen, og de har udgivet en masse kassettealbum i løbet af årene. Først i 2000 udkom deres første cd-album, The Radio Tisdas Sessions, som samtidig var deres første udgivelse uden for Afrika. Musikken kan umiddelbart nydes af et vestligt rockpublikum – uden at føle, at bandet er gået på kompromis med noget som helst for at “komme ud”. Her er tale om et ekstraordinært album fra et ekstraordinært band.

Jeg må lige ud i hængekøjen igen, ud og se om jeg får øje på John Lee Hookers og Howlin’ Wolfs’ spøgelser på kamelryg, når jeg lukker øjnene… Tinariwen er mine nye ‘Riders Of The Storm’.

Tags: