Windows viser ikke mappestørrelser i Windows Explorer, ja faktisk vises disse størrelser ingen steder i Windows. Treesize er en løsning for de brugere som ønsker at finde ud af hvilke mapper der bruger mest plads på deres harddiske. Vel at mærke uden at skulle installere en permanent løsning, som for eksempel Folder Size, som gør Windows Explorer langsommere. Programmet analyserer mappestrukturen i baggrunden. Det betyder, at man kan se på mappestørrelserne efterhånden som programmet når til dem, og at computeren ikke sløves af processen. Dette er en af de største fordele fremfor andre programmer som tilbyder samme funktionalitet. Nogle programmer bruger så mange systemressourcer at det er nærmest umuligt at arbejde med pc-en mens der scannes for mappestørrelser.

Treesize er partitionsbaseret, hvilket betyder at det scanner den valgte partition og viser mapperne i den pågældende partition i en træstruktur, sorteret efter størrelsen på filerne i mapperne og eventuelle undermapper. Et plus foran en mappe betyder at der findes undermapper. Alle undermapper kan også udvides, så brugeren kan se hvilke af mappens undermapper der bruger mest plads.

Programmet har en højre-klik-funktion, som tilbyder flere interessante muligheder. For eksempel kan man udvide alle mapper i den valgte struktur og få vist en mappeoptælling. Funktionen “Explore” åbner et ny Windows Explorer vindue med indholdet af den valgte mappe, hvilket gør det nemt at slette filer der ikke længere skal bruges.

TreeSize
En anden interessant mulighed er at skifte mellem forskellige mappestørrelsesvisninger. Standardvisningen viser størrelsen af mapperne. Andre visninger er en filoptælling, som viser mapperne med de fleste filer øverst, en clusterstørrelsesvisning og mappestørrelsen i procent. Emner kan sorteres efter navn og størrelse, og værdierne kan enten vises i kilobytes, Megabytes, Gigabytes eller brugerdefinerede størrelser.

Treesize er et af den slags programmer, som jeg kører en gang imellem, når det begynder at knibe med harddiskpladsen. Programmet kan køres på alle Windowsversioner fra Windows 95 til Vista.

Tags: ,