Published by hamselv on 24 apr 2008 at 07:00 pm
Tæm din Firefox
Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker Firefox. Internetbrowseren Firefox. Nogen hader Microsofts Internet Explorer. Det gør jeg ikke. Jeg elsker bare Firefox.
Når det er sagt, er der en ting ved Firefox, der irriterer mig, og det er at programmet er et svin med sine ressourcer. Noget af det handler selvfølgelig om, at jeg har en milliard faneblade åbne samtidig, og det skal jo sløve systemet en del. Men det jeg ikke kan li’ er, at efter at jeg har lukket alle de faneblade og der kun er mig og min startside tilbage, bruger Firefox stadig 150+ megabyte RAM.
Ved at søge lidt, fandt jeg en glimrende løsning på problemet:
1. Skriv about:config i Firefox-browserens adresselinie.
2. Højreklik på den side, der kommer frem, og vælg NY -> BOOLSK.
3. Skriv config.trim_on_minimize i den dialogboks, der kommer frem.
4. Vælg True, og tryk ENTER.
5. Genstart Firefox.
Det der nu sker er, at når Firefox minimeres, dumper den sit indhold på harddisken. Når du igen maximerer Firefox, loades den tilbage til RAM, men kun i en brøkdel af den størrelse, den oprindeligt havde. Inden optimeringen brugte min Firefox 150 Mb RAM med mine fire faneblade åbne. Efter optimeringen (og en genstart af Firefox) bruger Firefox nu 45 Mb på de samme fire åbne faneblade. Og når jeg minimerer Firefox, drøner RAM-forbruget helt ned på 5-10 MB – og op på 45 igen, når jeg maximerer.
Den løsning, jeg nævner ovenfor, er af ældre dato, men den virker stadig, selv med den i skrivende stund nyeste udgave af Firefox, version 2.0.0.14.
Hvis du bruger Thunderbird som mailprogram, kan du lave nøjagtigt den samme optimering her. For at komme til Thunderbirds About config, skal du vælge menuen FUNKTIONER -> INDSTILLINGER -> AVANCERET -> KONFIGURATIONS REDIGERING..
OG HVIS FIREFOX ER FOR LANGSOM?
Nu vi er igang, kan vi lige så godt se lidt på den hastighed, Firefox præsterer, når du surfer på nettet. Og hvis du har en hurtig internetforbindelse, bør du overveje at udføre denne lille ændring af Firefox:
Som standard er Firefox sat til kun at downloade sider med fire simultane forbindelser. Det er fint, hvis du kører på et gammeldags modem, men bredbånd er i stand til at præstere langt bedre end det.
1. Skriv igen about:config i din Firefox-browsers adresselinie.
2. Find disse linier på konfigurationssiden: network.http.pipelining, network.http.proxy.pipelining, og network.http.pipelining.maxrequests.
3. Lav network.http.pipelining og network.http.proxy.pipelining om til True.
4. Lav network.http.pipelining.maxrequests om til et højere tal, alt efter hvor hurtig din internetforbindelse er – et eller andet sted mellem 10 og 30 skulle kunne gøre det.
5. Til sidst, højreklik på skærmen og vælg NY -> HELTAL. Kald den nglayout.initialpaint.delay og sæt værdien til “0″. Denne indstilling styrer den tid, Firefox sidder på sin flade før den begynder at arbejde.
6. Genstart Firefox.
Se den originale artikel hos Forever Geek. Og hvis du bruger Microsoft Internet Explorer, så bank dit hoved i bordet syv gange og se derefter denne video, der indeholder en løsning for dig.
Har du andre Firefox tips og tricks til hurtig udbredelse, så kommentér!

hiviking on 02 maj 2008 at 17:35 #
Alletiders tips! Jeg var holdt op med at bruge Firefox af samme grund (“memory hog”). Med config.trim_on_minimize sat til true, bruger Firefox meget mindre RAM end før. For at få forbruget helt ned skal man minimere to gange. IE7 og Opera er begge meget effektive til minimere RAM-forbruget. Det samme er K-Meleon, som bruger samme “rendering engine”, som Firefox.
Nu mangler vi bare at få et tip om, hvordan vi kan få Firefox til at loade hurtigt. Det er jo den langsomste af dem allesammen. De har en løsning på problemet i K-Meleon med deres “symbiotic loader”, men brug af denne medfører desværre, at K-Meleon konstant bruger en masse RAM.
hamselv on 02 maj 2008 at 18:58 #
Der findes jo Firefox Preloader.
Men det vender sig i mig, når jeg skal installere et program for at få et andet til at starte en smule hurtigere.
Hvis nogen har lyst til at forsøge sig med Firefox Preloader, så kan jeg fortælle, at det faktisk får (min) Firefox til at starte synligt hurtigere. Til gengæld starter Windows så nok lidt langsommere, og det bruger 4 Mb RAM (på min pc).