Published by hamselv on 09 jun 2010

Android: Google Maps Navigation i Danmark og 10 andre lande

Fra og med i dag er Google Maps Navigation tilgængelig på Android-telefoner i Danmark, Belgien, Canada, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz, Spanien, Tyskland og Østrig.

Google Maps Navigation har i forvejen kunnet benyttes i USA, Storbritanien og Irland.

Du kan se Googles egen demonstration af Google Maps Navigation her:

Google forklarer: "Google Maps Navigation er et internetbaseret GPS navigations- eller "satnav"-system, som tilbyder stemmestyret turn-by-turn rutevejledning som en gratis funktion i Google Maps. Google Maps Navigation (beta) med stemmestyret søgning findes i Google Maps version 4.2 på Android-versioner 1.6 og højere".

Det med den stemmestyrede søgning skal vist lige tages med et gran salt, sådan helt lokalt. Det ser ud til, at funktionen foreløbig kan benyttes på engelsk, kinesisk, japansk, spansk, tysk, fransk og italiensk (i disse lande). Men det er Googles mål, at funktionen med tiden skal findes på alle sprog.

Sådan får du Google Maps Navigation (betaversion) på din Android-1.6-eller-højere-telefon: Søg efter 'Google Maps' på telefonens Android Marked, og opdater til nyeste version.

Vær opmærksom på, at brugen af Google Maps Navigation er gratis – men det er datatrafikken ikke.

Set på Google Operating System, Unofficial news and tips about Google – og fruens Android 2.1-telefon.

Published by hamselv on 25 maj 2010

Kort: Find din bus eller dit tog med Google Maps

Nu er det slut med at diskutere hvornår den næste bus eller det næste tog kører.

Fra og med i dag henter Google Maps nemlig informationer fra rejseplanen.dk – og det gælder både Google Maps på din computer og Google Maps på din Android-telefon.

rejseplanen.dk på Google Maps

Du indtaster blot afgangs- og ankomstadresserne og klikker på bus-ikonet – så får du at vide hvilken bus, tog eller metro du skal tage for at komme frem. Der er som på rejseplanen.dk selvfølgelig mulighed for at vælge tidligere eller senere afgange.

Står du ved det overfyldte busstoppested med din Android-telefon og busserne bare vælter ind, skal du blot starte Google Maps, og så i øvrigt vide hvorhen du vil. Telefonens gps lægger nemlig automatisk afgangsadressen ind (ud fra din aktuelle position) – og du får serveret bussens linienummer og næste afgangstidspunkt og hvor du skal stå af, og hvor lang tid turen tager.

Det er omsider slut med at stå ved et busstoppested og læse kilometerlange køreplaner for at finde ud af, om man skal med linie 98, 13b eller 117 for at nå frem.

Sådan, rejseplanen.dk og Google – det er intet mindre end genialt, det-der!

Published by hamselv on 19 sep 2009

Denne guts mobiltelefon tager augmented reality op på et helt nyt niveau

Jeg har her for nylig anskaffet mig en af de-hersens nymodens Android mobiltelefoner. Den kan en hel masse med at sørge for at holde mig i kontakt med alle mulige mennesker på alle mulige måder, og sørge for at jeg ikke farer vild og alt muligt.

Men denneher guts latterlige oldsag af en mobiltelefon er allerede lysår forude, når det kommer til augmented reality: