Published by hamselv on 26 mar 2009

Lydbog: Flere gratis lydbøger fra DR Kulturguiden

DRs Kulturguide har tidligere tilbudt gratis download af Liza Marklunds "En Plads I Solen" – og lige nu er der 5 nye lydbøger til gratis download på Kulturguiden:

  • Kaaberbøl og Friis – Da kom den tid
  • Kaaberbøl og Friis – Drengen i kufferten
  • Don Winslow – Frankie Machines vinter
  • Anne Chaplet – Intet andet end sandheden
  • Johan Theorin – Natstorm

Samme sted kan du også downloade DRs kulturprogrammer og radiodramaer.

Edit 05.04.2010: DRs lydbøger og andre kulturpodcasts har holdt flyttedag, og kan nu findes her: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Podcast/

Published by hamselv on 16 mar 2009

OpenWith.org: Gratis programmer, der åbner alle filtyper

OpenWith.org er til os, der en gang imellem har en fil, som vi ikke ved hvordan skal åbnes.

Tror du, at du skal bruge et dyrt stykke software for at åbne filen? Nixen-bixen – der er en rigtig god chance for, at der findes et udmærket gratis program, som er lige så godt til opgaven.

OpenWith.org har detaljerede informationer om de fleste fil-endelser, og links til gratis programmer som kan åbne enhver type filer.

Bare indtast fil-endelsen og se hvilke programmer OpenWith.org foreslår at du bruger.

Published by hamselv on 28 feb 2009

Roxer – den nemmeste måde at lave en hjemmeside

roxer.com

Roxer er et nemt, gratis onlineværktøj, som kan bruges til at lave flotte hjemmesider uden at programmere noget som helst.

Det hele foregår i din internetbrowser, og er baseret på en helt ny tilgang til det at lave hjemmesider. Her skal du nemlig ikke selv tumle med skummel kode for at lave din hjemmeside.

Med Roxer kan alle lave flotte og fuldt funktionelle hjemmesider, kun ved brug af en internetbrowser. Når du vil opbygge og redigere en side, foregår det ved klik og træk af det indhold du ønsker – tekst, billeder, links, videoer.

Når du vil ændre en tekst, klikker du bare og skriver løs. Og hvis du vil kopiere indhold fra en side til en anden, kopierer du bare indholdet og sætter det ind.

Når du har registreret dig, kan du straks gå igang. Se mit lille eksempel på en hurtigt sammenstrikket hjemmeside på nykobingfalster.roxer.com

Published by hamselv on 25 feb 2009

Fotoredigering: Gør din internetbrowser til et fotoredigeringsværktøj

Pixlr er et webbaseret fotoredigeringsværktøj. Gratis, som i gratis øl – og ingen registrering.

Jeg opdagede stedet for et halvt års tid siden, og det er glimrende til de “nemme” redigeringsopgaver. Du kan beskære, ændre størrelse, tilføje effekter og male på dine billeder. Og nu er det, takket være et Firefox plugin, blevet meget nemmere at importere billeder i Pixlr.

Når plugin-en er installeret i din Firefox browser kan du se et lille ikon i Firefox status baren, som du kan klikke på for automatisk at importere den webside du aktuelt befinder dig på. Og hvis du bare vil redigere et billede fra internettet, er det heller ikke noget problem – bare højreklik på billeder og vælg “Edit in Pixlr”. Så åbnes Pixlr i en ny fane og loader billedet automatisk.

Hvis du bare vil afprøve Pixlr, kan du stadig gøre det her..

Published by hamselv on 30 dec 2008

Video: Konverter, opdel, saml og rediger film med Free Video Converter

Har du osse prøvet at optage flere forskellige små filmklip fra Tante Odas fødselsdag med din mobiltelefon eller dit kamera – og haft svært ved at samle de små videoklip til én film?

Eller har du prøvet at filme én laaang film, som du egentlig gerne ville dele op i flere små bidder?

The Free Video Converter er et værktøj, som kan bruges til at konvertere, opdele, samle og redigere dine film. Programmet understøtter en masse forskellige videoformater fra AVI til WMV og HD-film fra dit kamera. Brugerfladen er simpel og intuitiv, og gør det nemt at udføre simple konverteringer, og at opdele en stor film i mindre stykker, eller at samle en masse filmstumper i en samlet film.

Free Video Converter

The Free Video Converter kan åbne og konvertere videoformaterne AVI, FLV, MOV, MP4, MPG, MPEG, MTS, RM, RMVB, QT, WMV, og andre formater som genkendes af din computer (Direct Show) – og konvertere til følgende formater: AVI, MP4, MPEG1, MPEG2, QuickTime (QT), WMV.

Programmet har en nem brugerflade, som gør at du hele tiden kan se hvor langt du er nået med filmen, og der er prædefinerede konverteringsindstillinger til filmformater der kan bruges på YouTube, iPod, iPhone, HDTV og websider (Flash).

Jeg har selv lige afprøvet programmet med to forskellige filmformater: Første forsøg med 7 stumper film fra min mobiltelefon i Sony Ericssons 3gp format, som blev samlet til én film i flv format, og andet forsøg med 6 film i MOV format fra mit kamera, som blev samlet til én AVI film.

Programmet virker fint, og gør hvad det lover. Et godt lille værktøj.

Download Free Video Converter.

« Prev - Next »