Nu er det slut med at diskutere hvornår den næste bus eller det næste tog kører.
Fra og med i dag henter Google Maps nemlig informationer fra rejseplanen.dk – og det gælder både Google Maps på din computer og Google Maps på din Android-telefon.

Du indtaster blot afgangs- og ankomstadresserne og klikker på bus-ikonet – så får du at vide hvilken bus, tog eller metro du skal tage for at komme frem. Der er som på rejseplanen.dk selvfølgelig mulighed for at vælge tidligere eller senere afgange.
Står du ved det overfyldte busstoppested med din Android-telefon og busserne bare vælter ind, skal du blot starte Google Maps, og så i øvrigt vide hvorhen du vil. Telefonens gps lægger nemlig automatisk afgangsadressen ind (ud fra din aktuelle position) – og du får serveret bussens linienummer og næste afgangstidspunkt og hvor du skal stå af, og hvor lang tid turen tager.
Det er omsider slut med at stå ved et busstoppested og læse kilometerlange køreplaner for at finde ud af, om man skal med linie 98, 13b eller 117 for at nå frem.
Sådan, rejseplanen.dk og Google – det er intet mindre end genialt, det-der!